Ledende spørgsmål og interviews som ledende kontekst

Claus Elmholdt, Cand. Psych. Ph.d.

Den ledende virkning af ledende spørgsmål er veldokumenteret i vidnepsykologiske undersøgelser og kognitiv psykologisk hukommelsesforskning (Loftus, 1975; Loftus & Hoffman, 1989; Pirolli & Moll, 1984; Brainerd & Reyna, 1988). Resultaterne af denne forskning er ofte omsat i kvalitativ metodelitteratur til et påbud om at intervieweren må undgå ledende spørgsmål og anvende spørgeteknikker der får interviewpersonen til at berette frit og åbent (se f.eks. Robson.C., 1993). Der er i kvalitativ metodelitteratur udbredt enighed om at interview data produceres i interaktion mellem intervieweren og interviewpersonen. Der er langt mindre enighed om hvordan interaktionen skal håndteres med henblik på at producere valide og pålidelige interviewdata. Holstein & Gubrium (1997) skelner mellem konventionel spørgeteknisk metodelitteratur der fokuserer på at maksimere flowet af valid og pålidelig information gennem neutrale og åbne spørgsmål, og en postmoderne, konstruktionistisk og etnometodologisk inspireret metodelitteratur der sætter refleksivt fokus på interviewet som kontekst for produktion af viden. Den konventionelle spørgetekniske metodelitteratur opfatter interviewkonteksten som en mulig kilde for bias, fejl, misforståelser og vildledninger som må kontrolleres. Intervieweren skal undgå at stille ledende spørgsmål der lægger op til bestemte svar eller knytter an til bestemte tanker. Den postmoderne, konstruktionistiske og etnometodologisk inspirerede metodelitteratur opfatter interviewkonteksten som mulighedsbetingelse for den kollektive produktion af viden i interviewet. En mulighedsbetingelse der kan forsøges forstået refleksivt, men aldrig kan elimineres eller kontrolleres fuldt ud.

I denne artikel problematiseres ideen om en spørgeteknisk vej til valid og gyldig interviewdata, forstået som en strøm af ren ubesmittet information om interviewpersonens tanker, følelser, ønsker og erfaringer. Læs artiklen her.